dk  us

 

”Hvad er web 2.0?” Er det et bare et ’buzz-word’ eller har det et indhold?

I USA har termen været mere og mere anvendt, siden Tim O'Reilly først brugte ordet i 2003. ”web 2.0” findes her i 2007 som opslag i Wikipedia – både den amerikanske og danske udgave. Begrebet ér ikke entydigt defineret, og bruges derfor heller ikke særlig konsistent. Modstandere vil nok betegne det som et ’modeord’.

Termen betegner naturligt nok en videreudvikling af internettet og de programmer der anvendes. Hvor forgængeren, ”web 1.0”, betegnede den teknologi, der binder computere sammen, er web 2.0 en betegnelse for den teknologiske udvikling, der i højere grad fokuserer på de mennesker, der anvender computerne. ”Social software” og ”corporate blogging” er begreber, der entydigt tilhører web 2.0.

Kommunikationsmæssigt betegner web 2.0 mange-til-mange kommunikation (typiske eksempler er blogs og wikis), mens kommunikationsformen via nettet tidligere var præget af en-til-en eller en-til-mange kommunikation (email og traditionelle hjemmesider er typiske eksempler).

Det nye i udviklingen er, at afsender- og modtager-rollerne nærmer sig hinanden – Wikipedia er her et rigtig godt eksempel på en tekstsamling, hvor alt både skrives og redigeres af brugerne. Ved første øjekast kan det måske synes som et kaotisk princip for netop et leksikon, der ellers har været bærer af autoritet, men det viser sig i praksis, at netop ophævelsen af skellet mellem forfatter og læser sikrer en meget høj grad af troværdighed og objektivitet. Autoritet er ikke længere noget, man har i kraft af titel eller position, men noget man erhverver sig ved handlinger, indlæg og kommentarer.

Når firmaer anvender blogs er det også et markedsføringsmæssigt plus – i bloggen høres en menneskelig stemme, og læserne er ikke længere henvist til en passiv modtagerrolle, men bliver ligeværdige samtalepartnere.

 

  back